Fra byliv til gårdliv

Fra byliv i Odense til 4. generation på gården i Barrit – familien realiserede drømmen om at flytte på landet, og nyder godt af fællesskabet.

Siden 2007 har 34-årige Ida boet på Barrit Mark sammen med sin mand Jens Erik, datteren Freja på 4 år og sønnen Emil på 7 år.

”Det har selvfølgelig været en omvæltning for mig at flytte på landet, men jeg er rigtig glad for det lille samfund, vi bor i. Naboerne hjælper med børnepasning, hvis bedsteforældre er optagede, og børnene trives optimalt i den lokale børnehave og skole. Vi overvejede en skovbørnehave små 10 km. herfra men valgte i stedet den lokale børnehave. Her har Emil sine kammerater fra fodboldklubben, og han fik derved en tryg overgang til den lokale skole.”

Ida tager en HG-student i Vejle, mens Jens Erik – ud over fritidslandbruget - arbejder i Hedensted.

”Det kræver 2 biler og god planlægning at bo på landet. Til gengæld har vi stor fleksibilitet. Vi kører fx tit en tur til Juelsminde med børnene.”

Fællesskabet er stærkt i Barrit, og Ida involverer sig gerne. ”Jeg er med til at arrangere den årlige fællesspisning, hvor et evt. overskud går til de lokale foreninger. Og som formand for fællesbestyrelsen for Barrit skole og Tjørnebo børnehave har jeg rigtig god indflydelse på mine børns hverdag”.

Et rigt foreningsliv, sommerfest med naboerne, fællesspisning med hele landsbyen samt kvindeklub med ca. 100 medlemmer i alderen 18-70 år er nogle af de aktiviteter Ida og familien sætter pris på ved at bo i Barrit. Det behøver ikke være kedeligt at bo på landet…

Kunne du godt tænke dig at spørge familien om, hvordan livet er i én af Hedenstederne? Så skriv til Ida og Jens Erik

  • familie
  • Mor
  • Far
  • Søn
  • Datter