Sport og fritid i havnebyen

Tæt på familien – en tryg base i Juelsminde danner ramme om et travlt familieliv, hvor fritidsaktiviteter og sport er i højsædet.

Familien Olesen/de Haas består af mor Anna-Marie, far Henning, samt børnene Agnete på 16, Johanne på 13 og Poul på 10. Da de i 2003 flyttede til Juelsminde fra Struer, var det for at være tæt på deres øvrige familie. Med Anna-Marie som hjemmegående indtil børnenes skolestart, fandt familien et mindre parcelhus til en fornuftig pris. Huset er siden blevet udbygget og børnene blevet større.

"Agnete på 16 år tager bussen til og fra gymnasiet i Vejle, mens Johanne på 13 og Poul på 10 stadig nyder hverdagen på Juelsminde skole kun 500 m fra vores hjem", fortæller Anna-Marie, der selv arbejder som lærer på samme skole.

Også i fritiden har Anna-Marie glæde af de lokale børn: "Sammen med 2 andre voksne og 3 unge hjælpere er jeg gymnastikinstruktør for Spirrevipperne - en stor flok 3-6 årige, der ligesom vi andre, elsker at bevæge sig". En plads i bestyrelsen for de lokale FDF´ere samt i musikskolens bestyrelse er der også tid til.

"Med 3 børn, der skal til hver deres sports- og fritidsaktiviteter og Henning, der arbejder i Ikast og derudover har en del rejseaktivitet, får vi sagtens tiden til at gå. Men fordi jeg fandt arbejde her i byen og fordi her både er skole og hal, forskellige fritidstilbud til børnene samt gode indkøbs- og handelsmuligheder, hænger vores hverdag fint sammen. - At der så kun er et par kilometer til stranden og endnu kortere til skoven er jo kun et ekstra plus. Vi synes bare, at vi bor rigtig godt!

Kunne du godt tænke dig at spørge familien om, hvordan livet er i én af Hedenstederne? Så skriv til Anne-Marie & Henning.

  • Familien
  • Mor
  • Far
  • Stor datter
  • Datter
  • Søn