OT Lauridsen i Lindved

Det innovative inventarfirma fra Lindved udvikler nye koncepter, der har fået landsdækkende opmærksomhed.

OT Lauridsen har 10 medarbejdere, og producerer inventar i eget design til bl.a. butikker, skoler og cafeterier.

Virksomheden er i 2014 blevet nomineret til kommunens Nytænkerpris for deres nytænkende koncept OT Sport, der handler om mere end lækkert indretningsdesign til cafeterierne i danske haller. Her er der fokus på hele pakken, fra inventar til let adgang til sunde råvarer, opskrifter, menurådgivning, takeaway-systemer og meget mere.

”Hedensted Kommune har altid været kendt for at være et godt sted at starte virksomhed”, siger stifteren, Ole Lauridsen, og fortsætter:

”Hvis man er typen, der går stille med dørene og ikke har fokus på at sælge sig selv, så er det en kæmpe værdi, at man er tryg ved, at kommunen vil én.”

OT Lauridsen er et eksempel på, at man godt kan ligge ”langt ude på landet” og stadig skabe god og nytænkende forretning, der gennem samarbejde med store samarbejdspartnere som Kræftens Bekæmpelse og fødevarestyrelsen sætter området på landkortet.

”Den centrale placering i forhold til motorvejen er vigtig for os - vi kunne ikke finde på at flytte vores skræddersyede produktion” konstaterer Ole lauridsen, der selv har slået sig ned i Lindved sammen med sin familie.
Kunne du tænke dig at høre mere om OT Lauridsen? Så skriv til otlauridsen@hedenstederne.dk.

Se mere på ot-lauridsen.dk.