Flemming

I Flemming møder du engagerede borgere, som står sammen om at skabe en spændende byudvikling med en række forskellige aktiviteter for både unge og ældre.

I Flemming er man enige om, at landsbyen skal være fuld af liv, og i 2008 blev der ligefrem udarbejdet en ”Udviklingsplan for Flemming”, så byen ikke bliver en ”sove-by”. 

Her finder du både en Borgerforening og et lokalråd, som sammen med indbyggerne sørger for, at de forskellige aktiviteter og tiltag bliver til virkelighed. Det gælder både affaldsindsamling, vedligehold af Flemming Borgergrund, fællesspisning med grill ved Skt. Hans, høst-/sommerfest og tænding af juletræets lys den 1. søndag i advent. Vil man gerne røre sig, har Flemming zumba for de danseglade, løbehold og petanque, og fælles for alle holdene er, at det er på frivilligt initiativ, så opbakningen er vigtig. Har man nye ideer til aktiviteter, er de altid velkomne.

Flemming Borgergrund er også et godt eksempel på, at indbyggerne står sammen, når der er nye projekter. Ca. halvdelen af budgettet for opførelsen af grunden fik byen af LAG, mens indbyggerne selv fandt den sidste halvdel af de 227.000 kr. Borgergrunden har både bålplads, kæmpe-grill, legeplads, overdækket terrasse, petanquebane og et stort græsareal, hvor der er rig mulighed for en spontan fodboldkamp mellem unge og gamle.

Har man børn i børnehavealderen er der to børnehaver i Rask Mølle; Skovstjernen og Søstjernen, og de større børn kan gå i Rask Mølle Skole fra 0. – 9. klasse. Rask Mølle ligger kun 4 km væk, og der er fuldt finansieret skolebus fra Flemming til skolen, og dermed ingen egenbetaling for forældrene.

  • Flemming Borgergrund
  • Borgergrund
  • Borgergrund2
  • Borgergrund3
  • Vej