Hjarnø

På Hjarnø finder du ro og idyl. Her er muligheden for at blive ø-boer på en naturskøn og idyllisk ø og samtidig nemt have job på fastlandet, da færgeoverfarten kun tager 5 min. Hjarnø er for familien, som foretrækker ro, idyl og meget smuk natur.

Der er naturligvis masser af flotte strande, og øen har et rigt dyreliv med f.eks. trækfuglene, der yngler ved strandsøerne på nordsiden af øen.

På Hjarnø er det trygt at vokse op, og alle kender alle, så sammenholdet er stort. Øboerne på Hjarnø er et aktivt folk, og selvom der kun er 105 øboere, så er der foreninger for næsten enhver smag: Beboerforening, færgebestyrelse, jagtforening, bådlaug, vinlaug, sportsforening m.m.

Udover foreningerne er der aktiviteter som vinterfest i forsamlingshuset med lokal revy, høstfest, aftenskole, ældreklub og keramikeren holder åbent værksted for interesserede. Øen byder også på en dejlig campingplads, en hyggelig cafe som holder til i den gamle charmerende smedie og et galleri med skiftende udstillinger.

Det er nemt at komme til og fra øen, da der er 31 færgeafgange om dagen, og skulle man være ude til sent på natten, er der mulighed for natfærge mod ekstra betaling. Man sejler gratis, hvis man er fastboende på øen – dog skal der betales, hvis bilen skal med frem og tilbage. Hjarnø er perfekt, hvis man har lyst til at bo i trygge rammer på en skøn ø, hvor indbyggerne passer på hinanden, og samtidig er man så tæt på fastlandet, at jobbet stadig kan passes.

  • Krabbefiskeri
  • Færge
  • Fiskerbåd
  • Hus
  • Hus2
  • Hjarnø Kirke
  • Kvæg
  • Lystbådhavn
  • Marker
  • Sankt Hans
  • Strand
  • Skib
  • Færgetur