Rårup

Rårup er oprindelig bygget op omkring middelalderkirken Sankt Annas, der har sin egen helligkilde, som første gang nævnes i historien i 1667. Kilden var en såkaldt sundhedsbrønd, som folk i området valfartede til.

Også i nutiden er der fokus på sundhed i Rårup. Man har for eksempel kørt et innovationsprojekt om motion og sundhed under overskriften ”Vi flytter os”. Den alternative og positive tankegang kom også i brug, da en busrute blev nedlagt: Borgerne fik en pose penge af besparelsen og har brugt dem på et "by-medlemsskab" til en borgerbil, som kan deles af de lokale.

Rårup Sognegård er byens ubestridte midte, når det gælder afholdelse af fester – bl.a. det årlige julebal og også fastelavns- og julefester foruden de mange private arrangementer på stedet.

Rårup Skole blev renoveret i 2010 og fremstår i dag som en flot og moderne skole med alle nødvendige faciliteter.

Rårup Hallen er centrum for aktiviteterne i Rårup Gymnastik- og Idrætsforening, der har fodbold, håndbold, badminton, tennis, bordtennis, gymnastik og petanque på programmet.

Kirken, der gennem tiderne har været under godserne Møgelkær, Rosenvold og Jensgård, var også centrum, da vækkelsesbevægelsen De stærke Jyder i 1700- og 1800-tallet gjorde sit indtog i Rårup sogn, hvor den havde sin base omkring Ikjærgård.

  • Hus
  • Kirke
  • Bakkelandskab
  • Sø
  • Rårup Præstegård
  • Legeplads ved skole
  • Rårup Skole
  • Rårup skole (1)
  • Hvidt hus
  • Landskab