Rask Mølle

Den gamle stationsby er i dag en spændende moderne landsby, som bl.a. byder på flere spændende idrætsfaciliteter, lokal revy og 2 børnehaver.

Rask Mølle er en tidligere stationsby og havde fra 1891 station på Horsens-Tørring banen. Det er dog ved at være længe siden, at man har kunnet stige på toget i Rask Mølle, og byen er nu en moderne landsby, som har mange tilbud til sine indbyggere.

Hvis man er til historiske bygninger, kan man stadig se den gamle stationsbygning, som er bevaret, men ikke brugt til sit oprindelige formål siden 1957.

Til de nutidige tilbud hører en velfungerende idrætsforening, som har alt fra tennis over fodbold og badminton til gymnastik og petanque. Der afholdes desuden bankospil hver onsdag, og for de festglade er der hvert år Rask Mølle Festen med revy.

Som noget nyt arrangeres der også kræmmermarked i 2015, hvor byens indbyggere kan samles om en god handel.

Har man børn i børnehavealderen, er der mulighed for pasning i børnehaverne Søstjernen eller Skovstjernen. De lidt større børn kan gå i skole på Rask Mølle Skole, som har klassetrin fra 0. til 9. klasse. Skolen har et spændende internationalt samarbejde med skoler fra flere lande i Europa.

  • Ældre hus
  • Vej mod Rask Mølle
  • Dagli Brugsen
  • Moderne huse
  • Søstjernen
  • Huse ved vej
  • Kornmark