Vrigsted

I den lille landsby værner man om det gode naboskab og et stort engagement i de lokale aktiviteter. Samtidig bliver du nabo til et smukt fredsfyldt landskab, hvor du kan nyde det rolige liv på landet.

I Vrigsted er der godt naboskab og sammenhold, hvor man hjælper hinanden med stort og småt.

Derfor er der også masser af arrangementer, man kan deltage i. Det gælder både fællesspisninger, Kjørmesgilde, Skt. Hans bål, julebanko, koncerter, alternative gudstjenester i kirken, og de vigtige fodboldkampe mellem Vrigsted City og Vrigsted Efterskole.

Vrigstedhus er byens forsamlingshus, og det er her en del af arrangementerne foregår ligesom efterskolen står for sin del af arrangementer i løbet af året. I Vrigsted mødes man også ved Branddam Nord og på den nyetablerede naturplads i Engen.

Omkring Vrigsted finder man flot natur, hvor både skov, marker og vandløb er en del af de smukke fredfyldte landskaber. Man kan gå en tur langs den smukke engsti eller besøge den 100 år gamle eg. Hvis man har lyst til en lille picnic, kan man tage til Branddam Nord og spise sin medbragte mad ved de opstillede borde og bænke.

Har man børn i børnehavealderen, er der pasningsmuligheder i Stouby, Barrit og Hornsyld. Det er i de samme byer, man finder skoler. I Stouby og Barrit er der klassetrin fra 0. – 6. klasse, mens Hornsyld Skole (Skolen I Midten) har 0. – 9. klasse.

  • Engsti
  • Branddam
  • 100 år gammel eg
  • Græssende køer
  • Landskab
  • Efterskole
  • Kirke
  • Vrigstedhus
  • Vandtårn