Hotel Vejlefjord

Omgivet af bøgeskov og med udsigt til fjorden ligger det smukke hotel – også kaldet "Slottet i skoven". Hotel Vejlefjord er i 2014 blevet kåret som "Årets Spa" og har i 2015 vundet oplevelsesprisen inden for wellness.

Hotel Vejlefjord ligger i et fantastisk naturområde ud til Vejle Fjord, lige syd for Stouby.

Grundstenen til hotellet, der dengang blev bygget som et sanatorie for brystsyge, blev lagt i 1898 - arkitekterne Vilhelm Dahlerup er også kendt for at have tegnet fx Hotel d’Angleterre, Det kgl. Teater og elefantporten på Carlsberg.

”Naturen her er smilende og af enestående skønhed“. Sådan skrev Vejlefjords grundlægger, læge Chr. Saugman i 1895, da han havde fundet det helt rigtige sted at placere Danmarks første sanatorie for brystsyge.

Parken, stranden og skoven inviterer til lange gåture for alle - uanset om man er gæst på hotellet eller ej. Turen kan om søndagen sluttes af med en stor kagebuffet á la Sønderjylland.

De oprindelige kurveje der i sin tid blev anlagt for at styrke tuberkulosepatienterne, er af varierende længde og stigning, og på hele området er der bænke, hvor man kan tage sig et hvil, nyde den fantastiske udsigt og duftene af hav og skovbund.

Ud over at tilbyde hotelovernatninger er der også adgang til De Termiske Bade. Få mere at vide om Hotel Vejlefjord på hotellets hjemmeside

  • Terrasse efterår
  • Terrasse sommer
  • Rhododendron park
  • Udsigt
  • Saugman salon
  • Hovedbygning og tilbygning
  • Sø